Søndag den 15. september blev Sankt Markus Kirke omdannet til en klangens katedral, da det unge vokalensemble, ÆTLA, afsluttede Hjælp – deres første koncertrække som begyndte tilbage i marts. Ensemblet, der består af otte sangere bosat i København, havde i programmet beskrevet koncerten som “en hyldest til det sårbare og en anerkendelse af menneskers totale afhængighed af hinanden.”

Alle bænkene er næsten fyldte, og som et diskret vingesus træder de otte sangere, klædt i lyse farver, ind i kirken. De stiller sig næsten ceremonielt i en halvbue  – ja, som en vokal frontlinje klar til at skyde klange direkte ind i vores øre. 

Programmet? Lyder måske simpelt nok på papiret – tre værker afbrudt af digtoplæsninger – men fra det øjeblik, sangerne åbner munden, bliver vi alle sunget ind i et virvar af klange, følelser og fortællinger, der lader selv kirkens gamle mure vibrere med.

Caroline Shaw (f. 1982): Partita for 8 voices

Koncerten åbner med værket Partita for 8 voices af den nulevende amerikanske komponist, Caroline Shaw. Den starter med talte stemmer i en form for fuga, hvor korte sætninger overtager hinanden i rytmiske mønstre. Intensiteten vokser, som en bølge på vej ind mod stranden, og det ender ud i en stor akkord, der bliver kastet ud i rummet. Det er som at blive overvældet af en musikalsk tsunami. Værket, der havde sin premiere i 2013, består af fire satser, og blev skrevet til vokalensemblet Roomful of Teeth, hvor hun selv var medlem.

Efter først sats så – ja, så kommer tanken snigende: “Kan de virkelig holde det her niveau hele vejen?” Men lad mig bare fortælle dig, jeg var godt underholdt hele vejen igennem. Den store palet af tale, brugen af forskellige sangteknikker, ordløse melodier, mumlen og overtonesang holdt mig godt fastslået i øjeblikket. 

Fascinerende er også den måde sangerne synkront og kontrolleret glider op og ned mellem tonerne, der skaber en vild effekt. Andre dele af stykket gav også konnotationer til folkemusik. Selvom værket er præget af mange stemmer, der synger forskellige ting (polyfoni), føles det alligevel som om, at det var én samlet organisme, der fremførte det. Det må altså skyldes ÆTLAs samhørighed. Til koncerten sang de første og sidste sats.

Barbara Agertoft (f. 1998) stod for de flotte, maleriske tekster, som sangerne præsenterede mellem satserne. Det var som at få et lille åndehul mellem de mange klange – en kærkommen pause til lige at trække vejret og samle tankerne, inden vi igen blev kastet ud i den næste lydstorm. Det var som at få serveret en kop varm te på en kold vinterdag – beroligende og præcist, hvad vi havde brug for, inden turen gik videre.

I Shaws fjerde sats spreder sangerne undervejs sig ud i mellemgangen mellem de to rækker af bænke. De står alle med hovederne i den samme retning uden rigtig at kunne se hinanden – især Johan Kullander, der står forrest. På et tidspunkt løfter han sin højre hånd og knytter næven i luften – som om, han holder ensemblets stemmer fanget i sin håndflade. Det er et kort, intenst øjeblik med stilhed, før han ingen sænker hånden, og stemmerne på ny eksploderer i en veksel mellem tale og udbrud af små korte toner. Ret fed effekt!

Derefter forsvinder fire af sangerne, og tilbage står de sidste fire samlet i en firkant, klar til endnu en oplæsning af blomsterne springer altid ud. Der er en god fordeling mellem, hvem der siger hvad, så det næsten føles som en form for samtale. 

Adrianna Kubica-Cypek (f. 1996): Månen

Det næste værk byder på en ny forvandling med sangerne stadigvæk stående i mellemgangen. Nu med hovederne ind mod hinanden. Den polske komponist Adrianna Kubica-Cypek har komponeret værket Månen til ÆTLA, der blev uropført i forbindelse med denne koncertrække. Værket er på sin vis mere strømlinet i sin opbygning og er fyldt med individualitet og dybe fyldige klange.

Cirkelopstilling, kan være en fin måde at skabe et intimt øjeblik. Dog kan det også udfordre lytteren i forhold til balance mellem stemmerne. Nogle sangere synger direkte hen mod dig, mens andre synger med ryggen til. ÆTLA kommer dog med en form for løsning på dette problem: De roterer simpelthen bare i løbet af værket. På den måde får vi som lyttere et varieret indtryk af værket.

James MacMillan (f. 1959): Miserere

Det sidste værk, der bliver fremført, er skotske James MacMillans Miserere, der blev førsteopført i 2009. Det er ikke så ofte, at man oplever en koncert, hvor alle komponisterne på programmet stadig er i live. Adrianna Kubica-Cypek og Barbara Agertoft var endda til stede og lyttede med et par rækker bag mig! 

Vi starter, som vi slutter: i den klassiske halvbue. Denne gang uden sorte mapper holdt ud foran kroppen. ÆTLA går ind i Miserere med en næsten meditativ ro, og deres samlede fokus er tydelig. De udtrykker værkets tonale skønhed med en klarhed og præcision, der gør de små skarpe dissonanser endnu mere iørefaldende. Sangerne arbejder sammen som én helhed, hvor hver stemme træder frem i det store klangbillede. Deres nærvær fuldender oplevelsen – en stilfærdig kraft, der fylder rummet og får selv de mest subtile toner til at føles betydningsfulde.

Koncerten viste ÆTLAs imponerende stemmer. Deres præstationer var rene samt udtryksfulde med stærk gennemslagskraft. Jeg ser i den grad frem til at følge med i, hvad ÆTLA vil bringe på banen i fremtiden.