Efter en varm cykeltur gennem Københavns gader, på hvad der måske var sommerens sidste dag, er jeg klar til at sparke operasæsonen i gang. På scenen i dag står Verdis Don Carlo – operaen, hvor kvinden for en gangs skyld hverken dør eller bukker under for en mand. Det lover godt!

Jeg sætter mig tilrette i en af de bløde, røde fløjlsstole, klar til trompeternes indledning. Men hov, i stedet bliver rummet fyldt med hornenes varme, runde klang… Don Carlos blev uropført i Paris på fransk i 1867, og kort tid efter fulgte den italienske version, Don Carlo, på Covent Garden i London. I aften synges der på italiensk. Oprindeligt har den fem akter, men Verdi kunne ikke helt slippe den og har flere gange i sit liv vendt tilbage til den. Han besluttede i 1883 blandt andet at skære hele første akt ud, og det er den version man kan opleve ude på Holmen. Derfor bliver operaens første toner ledt af hornene, før vi bliver kastet ind i dramaet, hvor Don Carlo betror sin ven Rodrigo, at han elsker sin far, kong Filips, nye dronning, Elisabeth.

Uha, det er jo ikke ligefrem en drømmesituation at befinde sig i – at være forelsket i sin fars kone. Det lyder også lidt mærkeligt, tænker du måske? Og ja, det er det vel også, men vi mangler faktisk lidt kontekst her. I versionen med fem akter ser vi nemlig, hvordan Don Carlo og Elisabeth møder hinanden for allerførste gang på hendes vej til at møde kong Filip. Kærligheden slår gnister ved første blik, og oprindeligt var planen faktisk, at hun skulle giftes med Carlo, ikke hans far. Men så kom det politiske spil i vejen, og Elisabeth måtte acceptere at gifte sig med Kong Filip for at sikre freden mellem Frankrig og Spanien. Første akt kaster altså et klart lys over den umulige kærlighed mellem Don Carlo og Elisabeth, som ellers kan være lidt svær at forstå uden den baggrund. Vi hører godt nok om deres følelser, men det er altså ikke det samme som at opleve dem på scenen. Men nu skal det jo ikke handle om, hvorfor jeg personligt foretrækker versionen med fem akter. Der findes vel næppe nogen anden Verdi-opera med så mange forskellige udgaver – selv Bruckner kan jo næsten ikke følge med!

Så, operaen starter altså med Don Carlo og Rodrigo, der synges af henholdsvis den amerikanske tenor, Matthew White og sydkoreaneren Gihoon Kim. Jeg var især glad for Kim, hvis stemme ikke blot var behagelig, men som også, i dialogen med Kong Filip, demonstrerede – ja, faktisk begge gjorde – en fremragende tekstforståelse. Kim skal også synge rollen i denne sæson på Deutsche Oper i Berlin. Filip synges desuden af danskeren Stephen Milling, der måske er en af de største danske sangere, vi har for tiden. I hvert fald en af dem, der turnerer flittigt på de store internationale scener. Jeg hørte ham bl.a. for et par måneder siden i Berlin som Hagen i Nibelungens Ring og desuden også som kong Marke i Tristan og Isolde i København i maj. I dag havde jeg et øjeblik, hvor jeg følte, at han lige så godt kunne havde siddet på den tomme plads ved siden af mig oppe på 2. balkon; hans stemme fyldte hver en krog i den græskar-orange sal. Hvis du selv har planer om at tage ind og se Don Carlo, kan du godt glæde dig til lige efter pausen. Der har Milling en monolog, der er utrolig tilfredsstillende at lytte til. Selvfølgelig hjælper Verdis fine musik også på det. 

Opsætningen har et helt italiensk hold bag sig, med bl.a. Davide Livermoore bag iscenesættelsen og Gio Formas scenografi. Hele operaen igennem dækker en kæmpe skærm bag scenen og skifter illustrationer, som en stemningsmæssig kamæleon, der spejler handlingen. Når der synes om død eller knuste hjerter, dukker der brændende nuancer op, som om skærmen selv er ved at få et nervesammenbrud. Scenografien breder sig ud over hele scenen, hvilket giver et stort plus i min bog. Med spejlvægge, der skaber en illusion om, at rummet er endnu større, føles det hele mere virkeligt – i modsætning til `kasse-opsætninger`, der godt kan føles som at kigge ind i et dukkehus. Desværre var der nogle lidt tunge pauser mellem sceneskiftene, der for mit vedkommende trak mig lidt for langt væk fra handlingen. Nogle af naboerne tog også deres mobiler frem, og intet slukker operaens magi hurtigere end sådan et oplyst ansigt i mørket.

Den første scene udspiller sig ved Kong Filips fars grav – den samme kulisse, vi vender tilbage til, inden tæppet går ned efter lidt over tre timer med intens opera. Ah, en herlig cirkelslutning – råd tråd, wuhu! Gaven er udformet som en gruppe mennesker, der i fællesskab bærer en massiv sten. I sidste akt vågner denne grav til live, når to af de `statuer,` der bærer stenen, forsøger at trække Elisabeth med sig ind i mørket. Det er et pudsigt og overraskende element, som også giver en kærkommen snert af humor, som faktisk fungerer ret godt. Elisabeths parti synges desuden af Gisela Stille, som formår at udfylde rollen både med styrke og følelse. 

Efter første scene træder Eboli ind i rampelyset, fortolket af Aytaj Shikhalizada, som også sang en af Valkyrierne i Ringen, jeg for nyligt oplevede i Berlin. Hendes præstation var også ganske tilfredsstillende. I denne akt har hun et sted, hvor hun fortæller en historie. I opsætningen udbryder hele scenen i en dansekoreografi, der, skal vi sige, virkede en smule ude af kontekst. Et øjeblik blev jeg lidt nervøs for, om det mon ville blive en opsætning, hvor instruktøren forsøger at kaster moderne, humoristiske elementer ind – som hvis nogen pludselig kastede sig ud i en Fortnite-dans! Heldigvis var dette ikke tilfældet! På anden vis fik Ahikhalizada trukket smil frem blandt publikum ved at lege lidt med fraseringen og forlænge visse toner. 

Aftenens musikalske tøjler blev holdt af chefdirigenten for Dortmund Philharmoniker, Jordan de Souza. Jeg vil også gerne give et velfortjent nik til kapellet, der bar musikken med elegance og styrke. Flere af instrumentgrupperne var i topform og celloen, der indleder kong Filips monolog, er værd at nævne. 

Så hvis du går og overvejer, om du skal gribe chancen og opleve Don Carlo de få gange, den opføres denne sæson, så lad mig bare sige: Gør det! Der er en del godbidder at hente – ikke mindst Verdis medrivende melodier, der snor sig ind i øregangene og måske efterlader dig sugende efter mere.

Siden at bloggen jo hedder blogfløjten, tænker jeg, at det er meget passende at vurdere i blokfløjter også. Skalaen er fra 1-6, hvor 6 er tip-top-godt: