Bayreuth festspil afsluttede sæsonen med et brag med Tobias Kratzers populære opsætning af R. Wagners Tannhäuser. Den sidste planlagte forestilling med denne iscenesættelse, som i øvrigt også var den Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen så i sæson 1 af Operarejsen.
Mange har sagt, at den er helt fantastisk. En egentlig ret subjektiv vurdering, som jeg havde svært ved rigtig at tro på, før jeg selv fik muligheden for at opleve det. Hvilket jeg endelig gjorde, efter at have stået den halve dag i kø for at få en billet. Et hvidt, aflangt tykt papir, som jeg endte med at købe af en mand, hvis kone var blevet forhindret i at deltage. Jeg var vist ret heldig.
Jeg er spændt som et lille barn juleaften, da de små runde lamper dæmper deres skær og efterlader publikumssalen i totalt mørke. Et par sekunders stilhed følger, hvor man kan høre folk finder sig til rette på deres sæder, før det fine koral-ligende forspil indleder aftenens drama. Et relativt langt stykke musik snor sig gennem rummet, mens en videofilm af en grå Volkswagen bevæger sig fra Wartburg og gennem det bayerske landskab. I bilen sidder den paillietklædte Venus og hovedkarakteren, Tannhäuser, forklædt som en klovn. Men det er ikke alt, for Kratzer har tilføjet to ekstra karakterer: Oskar og Le Gateau Chocolat. Der er fest og farver i luften. Og nok også lidt kokain…
Bilen er ved at løbe tør for benzin, og da de holder ind for at tanke, smutter de naturligvis også forbi drive-in’en på Burger King. Men det, der starter som en lille afstikker, udvikler sig dramatisk, da de i deres flugt fra regningen rammer en politimand og sender ham i jorden. Scenen bliver uhyggeligt levende, da vi ser den døde mand ligge på den kolde asfalt med blodet piblende ud fra hans hoved i en mørkerød strøm. Tannhäuser vil ikke længere være med i det vanvid. Her må jeg fremhæve Klaus Florian Vogts skuespil; hans præstation var utrolig overbevisende og han formåede endda at vække en snert af medlidenhed. Hans partner in crime, Ekaterina Gubanova, er fremragende castet som den fulde, gale Venus. Hendes vokale præstation er meget tilfredsstillende, og hendes skuespil er lige så kraftfuldt; hun bringer karakterens vilde galskaber til live med en overbevisende intensitet.
Følelserne fortsætter. En bølge skyller gennem salen, da et billede af den afdøde Stephen Gould pludselig dukker op under forspillet. Publikum bryder ud i en stor klapsalve – en gestus, man ellers sjældent ser midt i et musikdrama af Wagner! I de første fire sæsoner, hvor produktionen var på programmet, var det Gould, der gav liv til rollen som Tannhäuser. Men i september sidste år afgik han desværre ved døden. Han har efter sigende sunget mere end 100 gange i Bayreuth, og for blot to år siden stod han i spidsen for de store tenorpartier i både Götterdämmerung, Parsifal og Tristan. Det var af den grund, han fik tilnavnet “Marathon-Mann.” Det samme var planlagt til sidste års festspil, men Gould måtte trække sig tilbage på grund af sin sygdom. Det var her Vogt overtog rollen. I år har Vogt ikke blot påtaget sig rollen som Tannhäuser, men også ladet sin særlige stemme klinge som Siegfried i Nibelungens Ring.
Noget af det jeg holder utrolig meget af i Tannhäuser, er, hvordan Wagner inddrager kor i forskellige installationer. Det får man ekstra glæde af i Bayreuth Festspielhaus, hvor Wagner fik bygget særlige rum til koret uden for scenen, hvilket skaber en helt speciel effekt. De er ikke altid synlige, men deres stemmer svæver rundt i rummet, som en usynlig kraft der indhyller publikum. Pilgrimskoret fra tredje akt står stærkt, men også kvindekoret og de blandede kor skaber intense øjeblikke gennem operaen. Det var en fryd at lytte til. Fraseringer var så skarpe og følsomme, at de flere gange fik hårene på mine arme til at rejse sig, og balancen mellem stemmerne var akkurat, som den skulle være.
Om to år kan operahuset fejre sit 150-års jubilæum. Overraskende nok er der ikke sket meget siden uropførelsen af Nibelungens Ring i 1876. Det betyder også, at modsat de fleste moderne operahuse i dag, er der ingen overtekster installeret her. Det passer mig egentlig fint. For lige så meget som jeg elsker at kunne følge med i, hvad sangerne synger, lige så træt er jeg af det. Generelt forsøger jeg så vidt muligt inden jeg skal se en opera, at orientere mig i librettoen, så jeg har én ting mindre at fokusere på under en forestilling. Jojo, jeg ved godt, at Wagner gik meget op i idéen om et Gesamtkunstwerk, men for mig er det rigeligt at lytte til musikken og følge med på scenen. Især i en opsætning som denne, hvor der sker en hel del både på og bag scenen. Hele anden akt er blandt andet udstyret med en skærm over scenen, hvor publikum kan følge med i, hvad sangerne også foretager sig, når de ikke står fremme i rampelyset. Somme tider glemte jeg helt at lytte til musikken, da der var så utrolig meget action på scenen. Det var svært at fange det hele.
Genoplivning af intermezzo-ånden: musik og gak i pausen
Efter første akt strømmede publikum ned til søen, hvor Venus og hendes to følgesvende Oskar og Le Gateau Chocolat sørgede for underholdning, der frembragte latter og smil. Det minder mig om, hvordan Opera buffa for omtrent 300 år siden opstod som intermezzo i den mere seriøse Opera seria – en let humoristisk pause fra alt det alvorlige. Her er det ikke meget anderledes; publikum får et totalt afbræk fra Wagners musik, mens de bliver underholdt af alt fra pop til metal til kreative imitationer af Tannhäuser.
Operaen blev dirigeret af ingen ringere end multitalentet, Nathalie Stutzmann, der med en sikker hånd styrede hvert enkelt tone. Intet blev overladt til tilfældighederne. Afmålt, men alligevel afslappet, hvor de lange spændingsopbyggende linjer gjorde musikken utrolig interessant at lytte til. Under hendes ledelse blev hver passage næsten en rejse i sig selv, hvor dynamikken og nuancerne udfoldede sig som et tæppe, der blev rullet ud foran publikum.
Endnu engang leverede musikerne en præstation, der er langt oppe i højderne. Det samme gælder for sangerne, der alle strålede i deres respektive roller. Elisabeth Teige tilfredsstillede med sin stærke og rørende vokal, Markus Eiche bragte en dybde til sin fortolkning og var meget fortællende, især i “O, du mein holder Abendstern” fra tredje akt, og Günther Groissböck leverede som forventet med en nærmest majestætisk kraft. Olafur Sigurdason, Jens-Erik Aasbø og Siyabonga Maqungo bidrog også til helhedsoplevelsen.
Sjældent har jeg været så tilfredsstillet på så mange parametre efter en forestilling. De havde ret: den er virkelig god! Det synes de andre publikummer tydeligvis også, for applausen varede i flotte 20 minutter!
Medvirkende:
Dirigent: Nathalie Stutzmann
Iscenesættelse: Tobias Kratzer
Hermann, Landgraf: Günther Groissböck
Venus: Ekaterina Gubanova
Elisabeth: Elisabeth Teige
Tannhäuser: Klaus Florian Vogt
Wolfram von Eschenbach: Markus Eiche
Walther von der Vogelweide: Siyabonga Maqungo
Reinmar von Zweter: Jens-Erik Aasbø
Blogfløjten 