Jeg har aldrig grædt til en opera, men hvis det var en evne, jeg besad, kunne denne aften godt have fået tårerne til at trille. Historien rammer noget, vi alle nok kender – tab, længsel og det smertefulde håb, der nægter at give slip. Fra første tone drypper sorgen ned fra scenekanten. 

Min færd i det Bayerske er officielt skudt i gang, og på plakaten stod Die Tote Stadt, skrevet af en blot 23 årige Erich Wolfgang Korngold. 

Paul har mistet sin kone, Marie, og verden føles pludselig som et sted, han ikke længere forstår. I Simon Stones genopsætning bor han i et meget neutralt hvidt hus i nr. 37. Alle møbler er dækket med hvide lagner – som om han prøver at fryse tiden og holde minderne i live bag et slør af tyndt stof. Da hans gamle ven Frank kigger forbi, trækker Paul blå gummihandsker på, som om, at han er bange for at forurene husets minder. Alt skal være, som det var før Marie døde – uforandret og uberørt. 

Den roterende scene afslører husets forskellige rum. Ét værelse skiller sig særligt ud: Die Kirche des Gewesenen, fortidens kirke, som de så fint kalder det. Væggene er dækket fra gulv til loft med billeder af Marie, så hver en tomme brænder med minder. Paul har omhyggeligt bevaret alt fra hendes tøj til hendes hår. Et tempel af tab. Men snart skal alt forandre sig.

Paul har nemlig mødt en kvinde, som han har inviteret med hjem. Det lyder jo egentlig meget godt – en ny begyndelse og et skridt væk fra sorgen? Der er bare én lille foruroligende detalje: Kvinden ligner påfaldende meget hans afdøde kone, Marie. Hendes dobbeltgænger, måske? Og så hedder hun endda Marietta, kun en pølsefingers fra navnet, der stadig hænger i Pauls sind. Han er fanget i illusionen om, at Marietta på en eller anden måde er Marie. 

I et desperat forsøg på at holde fast i fortiden – i håbet om bare et øjeblik, der minder om dem, han har haft med Marie – fjerner han alle de hvide lagner, arrangerer roser på bordet og byder Marietta ind. De snakker lidt, og han giver hende et af Maries tørklæder på og hendes lut i hånden – eller rettere, i denne opsætning, en mikrofon til karaoke. Marietta synger den smukke “Glück, das mir verblieb”, hvor Paul stemmer ind i andet vers, der slutter med ordene “Glaub, es gibt ein Auferstehn,”  – tro på, at der er en opstandelse. Åh altså.

Både Klaus Florian Vogt og Vida Mikneviciute bærer disse intime minutter med en utrolig inderlighed og følelsesmæssig dybde. Jeg sad bare og mærkede, hvordan medlidenheden for Paul voksede minut for minut. Det sørgelige syn, var næsten ikke til at bære. Men der kommer mere endnu. 

Paul ønsker ikke, at Marietta skal gå. Lad denne skønne drøm vare ved! Og da hun går, er han alene igen. Eller næsten. Inde på soveværelset sidder Marie, uden hår på hovedet og iført hospitalstøj. Kræft er virkelig en frygtelig sygdom.

Og det bliver ikke sidste gang, vi ser Marie i denne opsætning. I anden akt dukker der mange Marier op. Paul ser hende overalt. Hun fylder hver en tanke. Ved slutningen af første akt falder huset fra hinanden, og det samme gør Paul. 

Generelt formår hele opsætningen ret godt at vise de psykologiske elementer gennem scener som disse. 

Musikken 

Wagner-tenoren Klaus Florian Vogt leverede en tilfredsstillende præstation som den følelsesmæssigt anspændte og nedbrudte Paul. Et krævende parti, der egentlig bevæger sig meget i det lysere register, hvor Vogt lå sikkert og godt over det store orkester. Det samme gjorde den dramatiske sopran, Vida Mikneviciute, der ligeledes udfyldte sin rolle med stor overbevisning. Hendes emotionelle intensitet og nuancerede lyd, kombineret med hendes lette vibrato, gjorde det til en fornøjelse at lytte til. Hun formåede desuden at bringe en stærk tilstedeværelse til scenen med sit skuespil.

Vennen Frank og karakteren Fritz blev sunget af den amerikanske baryton Sean Michael Plumb, der har været en del af ensemblet i München siden sæsonen 2016/17. Med sin fyldige stemme, der dog til tider kunne være lidt svær at høre, leverede han også et lille højdepunkt i anden akt med “Mein Sehnen, mein Wähnen”, tolket med stor inderlighed. Puha, der bliver virkelig kogt på de dybe følelser. 

Operaen er fra 1920, og selvom den blev skrevet samtidlig med Schönberg og den Anden Wienerskoles begyndelse med 12-tone-musikken, holder Korngold sig mere til et senromantisk tonesprog, men hints fra Wagners kromatik og ledemotiver. 

Musikken blev ledet af den tyske dirigent Lothar Koenigs, der med en energisk hånd gav et farverigt præg. Særligt i de diverse forspil, trådte orkesteret virkelig frem, og drev musikken i brede bølgende bevægelser. Bayerisches Staatsorchester, der for tiende år i træk har fået titlen Orchestra of the year af den tyske magasin, Opernwelt, spillede da også ganske udmærket!

Slutningen

Meget af operaen foregår oppe i Pauls hoved, hvor han blandt andet oplever sin ven Frank, der forsøger at tage Marietta fra ham. I sin desperation ender Paul faktisk med at kvæle Marietta med Maries hår. Afslutningsvis finder han ud af, at størstedelen blot var drøm. Måske er tid til at komme videre. Operaen ender med en reprise af duetten “Glück, das mir verblieb”, men denne gang slutter Paul med ordene “Hier gibt es kein Auferstehn” – her er der ingen opstandelse. Han har nu forstået, at hans elskede Marie aldrig kommer tilbage. Suk.

Egentlig prøver jeg generelt at undgå alle for store følelser. Ved godt, at det er noget mærkeligt at sige, nu når vi jo taler om opera. Og selvom følelserne fyldte meget denne aften, blev de ikke overgjort; de blev i stedet vist gennem handlinger og visuelle elementer i opsætningen snarere end med ord. En rigtig god start på min sæson i Bayern!

Fun Fact: 

Librettoen er skrevet af Paul Schott, som faktisk er det pseudonum Erich og hans far Julius Korngold gik under.