Klarinet, klang og klapsalver. Tre ord der fint kan fange essensen af koncerten med den tyske violinist Isabelle Faust og den russiske pianist Alexander Melnikov.
Okay Brahms lige en gang… Der er jo ingen klarinettist med? Næh, men hvis du er skarp på opusnumre, så ved du måske, at Brahms’ opus 120 gemmer på to klarinetsonater. Det var netop disse, der stod på programmet. Hvordan? Lad mig lige forklare.
I 1891 er Brahms i Meiningen. Han er nok egentlig begyndt at trække sig lidt tilbage, men hører så klarinettisten Richard Mühlfeld, og en ny inspiration bliver vækket i ham. Betagelsen over Mühlfelds spil kaster Brahms ind i en ny kreativ strøm, hvor han skriver noget af sin fineste kammermusik. Fire værker: en klarinettrio, dernæst en kvintet – begge fra 1891 – og et par år senere, i 1894, følger de to sonater.
Musikhistorien havde endnu ikke budt på en klarinetsonate, men Brahms ville ikke stoppe der. Bratschen var heller ikke ligefrem et instrument, der blev overdynget med de helt store værker. Kort tid efter lavede Brahms en version for bratsch, som i dag har fundet sig godt til rette i repertoiret. De færreste ved måske, at Brahms faktisk også lavede en version for violin. Denne adskiller sig fra klarinetudgaven med blandt andet dobbeltgreb, omlægning samt et par ændringer i melodierne. Det er ikke mange sonater, der fra en komponistens side, er omskrevet for tre forskellige besætninger.
Koncerten i den biograflignende Dronningesal på Det Kongelige Bibliotek – bedre kendt som Den Sorte Diamant – startede altså med Brahms op. 120 nr. 1. Allerede ved den første tone var der noget, der ikke stemte – her taler jeg ikke om intonering. Sonaten åbner med en melodi i klaveret spillet i oktaver. Først troede jeg, at det var pianisten, Melnikov, der forsøgte at male en bred romantisk lyd, men hurtigt gik det op for mig, at det var rummets akustik – og måske også afstanden fra min plads til musikerne – der satte en dæmper på det hele. Lyden blev desværre lidt mudret, og det lagde en tåge over musikken, især i de kraftige passager, som musikerne måtte kæmpe imod.
Når men heldigvis var musikernes fortolkning af musikken tilfredsstillende, og den bløde lyd som rummet gav, var måske også en fordel for violinens klang. Den fik mere tyngde og en mørkere bredere lyd, hvilket gjorde den endnu tættere på de to andre instrumenter, Brahms også skrev værket for.
Både Faust og Melnikov gør sig ikke i de store dansekoreografier, når de spiller. Koboltblå-klædte Fausts to fødder stod solidt plantet i gulvet gennem det meste af koncerten. Ingen behov for ekstra gestik – musikken kan vel tale for sig selv.
Det er langt fra første gang, at denne dynamiske duo arbejder sammen. De har tidligere indspillet værker af Schumann, César Franck og Beethoven, og det høres tydeligt i deres sammenspil. Deres rytmiske præcision og fælles frasering flyder som en naturlig samtale. Fausts utrolig rene lyd uden det store vibrato spiller godt sammen med de følelsesmæssige og bølgedrivende tilgange fra klaveret. De to komplementerer hinanden på bedste vis, hvor Fausts kølige klarhed balancerer Melnikovs varme emotionelle strømninger.
Publikum var tydeligvis også begejstrede efter første sats. Faktisk så begejstrede at flere begyndte at klappe. Men den gestus faldt ikke i god jord hos Melnikov, der straks løftede en bestemt pegefinger. Og jeg skal lige hilse og sige, at jeg aldrig har oplevet et publikum være så stille mellem satserne som efter det. Normalt er der altid lidt rumsteren, et host her og der, men nu sad folk som forstenede.
Det endte faktisk med, at der slet ikke blev klappet efter værket af den 98-årige komponist György Kurtág, Tre Pezzi op. 14e fra 1979. Måske skyldtes det, at de færreste havde hørt det før, og værkets struktur gjorde det lidt svært at afgøre, præcis hvornår den sidste tone lød, og da det så var gået op for en, var det for sent. En lidt akavet stilhed fyldte rummet inden det sidste værk blev sat i gang. Det hele mindede mig lidt om en misforståelse engang i Bayreuths Festspielhaus, der ledte til at publikum – selv den dag i dag – ikke klapper efter første akt i Parsifal.
Værket åbner med en figur i klaveret, hvorefter violinen træder ind med længere toner, spillet gennem dobbeltgreb og typisk i kvinter. Men der er ikke en gennemtrængende melodi, der råber på opmærksomhed. Et særligt øjeblik opstår, når Faust spiller flageoletter, som med deres luftige klange vækker konnotationer til en panfløjte.
I første halvdel af programmet, mellem de to Brahmssonater, spillede de Fire stykker for violin og klaver op. 7 af komponisten fra Den Anden Wienerskole, Anton Webern. Et spændende værk, jeg ikke havde hørt før, men fungerede forbløffende godt, som en bro mellem Brahms’ romantiske klang-landskaber.
Weberns komposition er generelt ret langsom, med lange svage passager, hvor få toner svæver forsigtigt rundt. På et tidspunkt spiller violinen med buens træ på strengene. Det er sådan et værk, hvor man ikke rigtig kan forudse, hvordan den næste tone vil lande – og det var netop det, der gjorde det så spændende at lytte på. Hvad gør de mon nu? Det er endda kun skrevet 15 år efter Brahms’ sonate.
Koncerten sluttede med endnu et romantisk stykke, nemlig Robert Schumanns violinsonate op. 121 nr. 2. De to musikere formidlede dette stykke med en overbevisende og drivende energi, der på en fin måde afrundede koncerten.
Det er tydeligt at gode musikere har evnen til at løfte musikken til nye højder. Selvom de aldrig kan være helt sikker på optimale forudsætninger, formåede de stadigvæk at skabe stærke musikalske øjeblikke, der efterlod indtryk.
Blogfløjten 