Det hele begynder med et skrig. Og nej, ikke et af de “åh nej, jeg glemte mine paraply”-skrig, men et af dem, der kryber helt ind under huden og næsten gør ondt i maven. Skriget dør ud, og i stedet for stilheden, overtager solovioliner, imiterende lyden. Fra alle hjørner i salen – oppe, nede, til højre og venstre – lyder hviskende stemmer, der gentager et navn: Orest. Men hvor pokker kommer de lyde fra? Det er kulsort, og det føles som om, hele rummet er en labyrint af lyde. 

På en helt almindelig torsdag aften havde Det kongelige Teater i København premiere på en relativt ny opera, Orest. Komponisten bag er tyske Manfred Trojahn, der i øvrigt også selv var til stede til premieren. Operaen havde sin uropførelse i Amsterdam i 2011 og har siden da været sat op syv gange, hvoraf tre af dem har været i Wien. Orest er Trojahns 6. opera. 

Du har måske hørt navnet Orest før? Så ja, det er den Orest. Handlingen er nemlig baseret på Euripides’ tragedie Orestes. Vi står altså midt i post-Troja kaosset – desuden er det også en viderefortælling på Richard Strauss’ Elektra. Vi hopper ind, hvor Elektra slutter: med døden, selvfølgelig. Orest har netop taget livet af sin mor og hendes elsker som hævn for sin fars mord. Det er altså hendes rædselsfulde dødsskrig, der indleder operaen. Men Orests blodige “mission” er langt fra forbi…

Hviskende stemmer, der gentagende gange messer “Orest” hjemsøger ham. Det hjælper ikke just på hans skyldfølelse. Indeni ham kører der en hel indre kampplads – for at tage livet af et andet menneske er ikke ligefrem en nem sag. Måske var det ikke helt med hans egen vilje, men den luskede pling-pling-klædte gud, Apollon, der fik ham overtalt. Og nu? Hvad gør man, når man har myrdet sin egen mor? Han kan jo ikke bare gå rundt som om intet var hændt. Hvad vil folk i byen ikke gøre ved ham? Formodentlig stening til døden. Det lyder trods alt ikke særlig tiltalende, så Orest søger hjælp hos sin onkel Menelaos, der netop er trasket hjem fra den trojanske krig. Han er gift med deres moster, Helena. 

På scenen befinder vi os i en, hvad der ligner, ret eksklusiv lejlighed. Bagvæggen er dækket af en stor videoskærm, der blandt andet projekterer skyer, der driver stille hen over himlen – akkurat som i Don Carlo, der i øvrigt stadigvæk spiller ude på Operaen. Mon det bliver temaet for alle forestillingerne på Det Kongelige Teater denne sæson? 

De skrå grå vægge er fyldt med blod, og midt på scenen ser vi Orest, der ligger henslængt på en mørkerød lædersofa. Fra lænker i loftet hænger en større figur, der godt kunne ligne en torso fra en menneskekrop. Orest og hans tøj er snavset, og det samme gælder hans søster Elektra. Kontrasten til Helena og Menelaos er slående. Helena skiller sig ud i sit skarpe hvide sæt tøj med lyserøde prikker, solbriller skubbet op i panden og store orange hoops i øreringe – ja, de ligner næsten knæklys, man kunne tage med til en fest.

Søskendeparret er heller ikke ligefrem vilde med deres moster og onkel. På et tidspunkt slynger Elektra noget i retningen af: “Den, som dræber dig, befrier verden fra det ondeste.” lige i hovedet på Helena. Hævntogtet er altså langt fra ovre – i hvert fald ikke for Elektra, der, med sine små tics og forstyrrelser, er helt opslugt af det. Orest derimod vil godt ud af den fatale spiral, hvor hvert mord kræver et nyt. Men Elektra, med sin ustoppelige energi, overtaler ham alligevel til, at der ikke er en anden vej. Det store familiedrama fra Elektra har ingen ende.

Hvis man ud fra librettoen – som Manfred desuden selv står bag – skulle være i tvivl om, hvordan operaen slutter, kan man blot kigge på opsætningen. Den danske instruktør og teaterchef på Det Kongelige Teater, Kasper Holten, gør det nemlig meget tydeligt for os. Scenen slutter i mørket, præcis hvor operaen også starter. Forskellen er bare, at denne gang har Orest en kraftig lygte i hånden: der findes altså lys i mørket. 

Operaen er – ligesom Strauss’ Elektra – i én akt og har en spilletid på ikke mindre end 75 minutter. Det kongelige Teaters nye chefdirigent, Marie Jacquot, fører os sikkert igennem musikken. Tonesproget kalder på både Alban Berg og R. Strauss, men har også lidt sin egen stil, der gennemsyrer operaen. Trojahn præsenterer nogle idéer, der danner grundlag for værket – blot i forskellige skikkelser, naturligvis. 

Musikken

Trojahn veksler mesterligt mellem mange musikere i aktion, hvor flere af dem har deres eget forløb, og så til få instrumenter, hvor et af dem typisk har en lille solo, som fx. kunne ligge i basklarinetten eller heckelphonenen, der er i familie med oboen – dog en oktav plus en halv tone dybere. Dette instrument blev desuden første gang introduceret i Richard Strauss’ Salome og senere også i Elektra. Generelt udnytter Trojahn de dybe klange til fulde. Udover de førnævnte hertil både kontrabasklarinet, kontrafagot og kontrabasbasun. Fløjten har desuden også en tendens til at ligge i det lavere register, hvilket er meget i modsætning til violinerne, der suser rundt i det lysere register, blandt andet gennem flageoletter.  

Orest bliver sunget af den tyske baryton, Christoph Pohl, som på sin måde minder om Michael Volle. Han tale-synger på en måde, der gør det utrolig tydeligt og nemt at forstå, hvad han synger, uden at det bliver direkte talesang som teknik. Desværre står det lidt i kontrast til Helena, der synges af svenske Ida Falk-Winland. Måske var det blot, fordi hun sang så himmellyst, men det var næsten umuligt at tyde de ord, hun sang. Men jeg må sige, at det er generelt imponerede at lytte til denne slags musik. Der er ligesom ikke rigtig noget grundlag sangerne kan hænge sig på fra orkesteret, for ikke at tale om de radikale temposkift og hensynsløst krævende intervaller.

Sidste år blev Elektra sat op i København med Elisabeth Jansson og Gert Henning-Jensen, i rollerne som henholdsvis die Zweite Magd og Aegisth. De to gav sig også i kast med fortsættelsen, som Elektra og Menelaos. Helenas datter, Hermione blev desuden fint fortolket af Caroline Wettergreen og Thomas Blondelle tog rollen som Apollo.

Jeg troede egentlig, at vi var ovre den tid, hvor man skrev om de gamle græske tragedier, men det ser ud til, at vi måske aldrig helt slipper for dem. Jeg kan i hvert fald komme i tanke om seks andre operaer, der også rammer denne fortælling. Der må være en grund til, at de stadigvæk bliver omtalt den dag i dag – et eller andet må de jo kunne. Sådan fortsætter de gamle fortællinger med at inspirere, udfordre og underholde. Måske er de ligesom vin – de bliver kun bedre med alderen, og vi kan altid finde noget nyt at diskutere, selv hvis vi har drukket lidt for meget af dem!

Medvirkende:

Instruktør: Kasper Holten

Scenografi og kostume- og videodesign: Steffen Aarfing

Lysdesign: Ulrik Gad

Dirigent: Marie Jacquot

Orest: Christoph Pohl

Elektra: Elisabeth Jansson

Hermione: Caroline Wettergreen

Apollon/Dionysos: Thomas Blondelle

Helena: Ida Falk Winland

Menelaos: Gert Henning-Jensen