3D-briller, rulleskøjter, løse hoveder, breakdance og folk, der svæver rundt i seler fra loftet – det er blot et lille udvalg fra aftenens opera-oplevelse. 

Jeg er endnu engang trådt ind gennem Bayerische Staatsopers prægtige porte. Denne gang for at overvære den italienske komponist, Giacomo Puccinis, sidste store værk, Turandot. 

Allerede fra det øjeblik tæppet går op, vrimler det med folk på scenen. En ishockeykamp, med cheerleaders og et stort publikum. Klar til kamp. Men inden, at de når at vifte alt for meget med pom-pom’erne, skifter scenen. En stor cirkelformet tingest bliver sænket ned fra loftet – det ligner lidt det pistolhylster, James Bond skyder igennem i filmenes intro. Midt i cirklen står en mand og beretter: Den, der ønsker at gifte sig med Turandot, skal løse tre gåder. Hvis han fejler? Så siger vi farvel til hans hoved. 

Prinsen af Persien har netop forgæves forsøgt at løse gåderne, og ved midnat skal han derfor møde sin skæbne. Folk maser sig op mod paladset for at få et glimt af den tragiske scene. Pludselig vælter en blind mand i en hvid kørestol med skrigende orange hjul, Timur. Hans slave, Líu, råber om hjælp. Den unge Caláf ser dem og indser, at manden er hans længe savnede far. Folkemængden råber om at skåne prinsen af Persien, men Turandot viser ingen nåde – hasta la vista. Caláf ser på Turandot, hvis skønhed fanger hans hjerte. Uanset hvad de tre ministre, Ping, Pong og Pang, siger, så har han besluttet sig, og går med faste skridt op og slår på gongen tre gange. Et rungende ekko fylder rummet – signalet om, at en ny bejler vil kæmpe om at få Turandots hånd. 

Opsætningen

Den catalanske teatergruppe La Fura dels Baus, under ledelse af Carlus Padrissa, har stået for iscenesættelsen. Et hold, der er glad for at organisere store visuelt betagende scener, såsom den de skabte til åbningsceremonien ved de olympiske lege i 1992 i Barcelona.

Jeg har set billeder af deres tidligere produktioner, og må sige, at denne opsætning af Turandot passer godt ind i deres imponerende katalog. Det ser ud til, at der ikke findes noget, der hedder ‘for stort’. En lidt abstrakt tilgang gør bestemt heller ikke noget.

Derfor kan det være svært at sætte en præcis finger på, hvor vi befinder os. Et stykke ude i fremtiden måske? Verden er i hvert fald underlagt Turandots blodige styre, og kostumerne afslører, at vi befinder os på kinesisk grund. 

3D-briller

Sidste år besøgte jeg Bayreuther Festspiele for at se den nye opsætning af Parsifal. På bestemte pladser kunne man købe AR-briller, og jeg troede, det var første gang, sådan en innovation blev brugt i operaens verden. Men der tog jeg altså fejl; La Fura dels Baus’ Turandot, som er fra 2011, leger nemlig også med en tredje dimension. Heldigvis ikke hele tiden, og man vidste, hvornår de skulle tages på, når et par briller dukkede op ved siden af overteksterne. Jeg kan godt lide ideen om at udforske rammerne, men lige den her gimmick var mest bare forstyrrende. Det blev til en raslen, når publikum fiflede med at få pap-brillerne på, blot for at kigge på et overflod af farver og abstrakte former i et par minutter. Det virkede lidt overflødigt. 

Opsætningen bød på utroligt mange forskellige effekter. Næsten konstant bevægelse – enten dans, skøjteløb, video på en storskærm eller personer hængende fra reb i luften. Visuelt blev man meget mæt. Der sker så mange ting, at det kunne være vanskeligt at finde hoved og hale i det hele. Men altså, hvis du er bange for at kede dig i operaen, er denne opsætning nok lige noget for dig. Både scenografien og kostumerne gør den utrolig flot at kigge på. Desværre skubber det musikken lidt i baggrunden.

Det satte heldigvis ikke en stopper for den sydkoreanske sanger Yonghoon Lees fantastiske sangstemme. Sjældent støder man på en Caláf, med en så rund og varm klang. Det var en fryd at lytte på, og hans fortolkning af bangeren, Nessun Dorma (Ingen sover), gjorde kun gode sager. På scenen vokser hundredvis af værelser, stablet som tårne i lange rækker. Lidt efter lidt vågner byen og dens indbyggere. Deres ansigter bliver oplyst af moderne lanterner – iPads, eller noget der ligner. De sidder og stirrer roligt ud i luften, mens Lees herlige stemme fylder rummet. 

Hvornår skal den slutte?

I år er det 100 år siden, Puccini trak sit sidste åndedræt. En måned forinden havde han fået konstateret strubekræft og døde derefter af komplikationer fra behandlingen. Dette satte en stopper for det store værk, han ellers var i gang med at skrive, nemlig Turandot. Langt fra færdig var han ikke, og han havde efterladt sig skitser til slutningen. Disse tog komponisten Franco Alfano op, som sørgede for, at den sidste dobbeltstreg blev sat. 

To år senere, i 1926, havde operaen premiere på La Scala, dirigeret af Toscanini. Til premieren lagde han dirigentstokken der, hvor Puccini var stoppet, og sagde noget i retningen af: ‘Her slutter operaen, for på dette sted døde il maestro.’ Efter sigende var det den eneste gang, Toscanini dirigerede operaen. De øvrige aftener blev Alfanos slutning brugt – den anvendes også ofte i dag.

Men i München havde de, ligesom Toscanini, kun valgt at have Puccinis musik med. Det betød, at Liús selvmord efterfulgt et instrumentalt stykke blev enden på aftenen. 

Alfanos slutning er ikke faldet i lige så god jord hos alle, og flere har forsøgt at præsentere deres eget bud på, hvordan operaen kunne ende. Det eneste, der har holdt dem tilbage, er copyright, som på 100-året nu er udløbet. Derfor blev en nykomponeret slutning præsenteret i maj ved Nationaloperaen i Washington. I Alfanos version kysser Caláf Turandot, hvorefter hun, som vendt på en tallerken, ændrer personlighed og er sådan lidt “okay, jeg vil gøre, hvad end du vil”. I den nye slutning er det hende selv, der har kontrol. Det ender stadigvæk med et kys, dog er det hende, der planter det. Ved denne opsætning var det faktisk også tenoren Yonghoon Lee, der sang Caláf. 

Til sidst vil jeg lige nævne Selene Zanetti, der fortolkede slaven Liú. Hendes lille skrøbelige karakter stod i kontrast til hendes store stemme. Hendes makker Timur, sunget af Vitalij Kowaljow, havde også en behagelig stemme at lytte til. Generelt var det musikalske niveau ganske højt. 

Så denne opsætning tilbyder et vildt sceneshow med en masse visuelle indtryk og et par musikalske godbidder. Alt i alt en helt fin aften.

PS lidt om bretzeln

Når jeg besøger de forskellige opera- og koncerthuse i Tyskland, laver jeg altid en lille bretzel-test. En uofficiel undersøgelse, der kigger på, om de mon duer til andet end opera og musik. Indtil videre ligger operaen i Dortmund sprødt i toppen, mens Philharmonien i Berlin solidt og tørt har pladsen i bunden. Og operaen i München? De har slet ikke bretzeln! Er det overhovedet rigtig Tyskland?

Her er en lille trailer fra opsætningen:

Fun Fact

Paul Potts optræden med Nessun Dorma i Britain’s Got Talent har næsten 200 mio. visninger på YouTube, mens Pavarottis ‘kun’ har 77 mio.

Medvirkende: