Wolfgang Amadeus Mozart og Lorenzo da Ponte. Et formidabelt makkerpar, der i slutningen af 1700-tallet samarbejdede om at skrive tre operaer, der stadig har det rimelig godt på de forskellige operascener. Første skud på stammen? Le Nozze di Figaro – eller på godt dansk: Figaros Bryllup. Rygtet vil vide, at Mozart fik bikset musikken sammen på godt seks uger, og i 1786, så den dagens lys for første gang. Modigt, ja, for stykket er skrevet over netop det skuespil, som kejser Joseph II havde forbudt. Det holdt dog ikke de to gutter tilbage, og søndag den 6. oktober havde operahuset ude på Holmen premiere på en ny opsætning af Den Jyske Operas nye chef, Anne Barslev. 

To spande, én i hver hånd, bliver sat bestemt på gulvet af en kjoleklædt tjener, hvorefter det velkendte forspil indleder operaen. Hele dramaet – altså alle fire akter – udspiller sig på ét og samme sted: En slags trappe med fire plateauer. Jo højere op man bevæger sig, desto flere ornamenter udsmykker det brune bygningsværk – som om trappen selv signalerer, hvor man hører til i hierarkiet. Nederst hænger tjenestefolket ud, mens de fine fætre finder deres plads øverst. 

Dernæst vælter en beruset mand ind på scenen, vaklende som en skibbruden med en flaske champagne i hånden. Lidt opkast flyver ud over kanten, inden han falder om på toppen af trapperne. Efterhånden erfarer vi, at manden er grev Almaviva, der er hjemvendt fra endnu en af sine mange byture. Denne gang er han alene – men det ville bestemt ikke være første gang, hvis han havde taget en ‘ven’ med hjem, selvom han altså har en kone. 

Hvad går den så ud på?

Operaens handling udspiller sig på en enkelt dag. Tjenestefolket, Susanna og Figaro, skal giftes, men før de når alteret, når der lige at udspille sig en god portion drama – det er jo trods alt opera, vi taler om!

Greven gør et ihærdigt forsøg på at forføre Susanna. I mellemtiden står Figaro i gæld til Marcellina, hvem han har lovet at gifte sig med, hvis han ikke kan skaffe pengene. Når Marcellina så dukker op for at opkræve det beløb, Figaro ikke har, ser det ud til, at han må indgå ægteskab. Men pludselig afsløres det, at Figaro faktisk er Macellinas længe forsvundet barn! Det skaber jo så et lidt anderledes forhold – mor og søn i stedet for mand og kone. Heldigt, så kan Figaro alligevel gifte sig med Susanna. 

I tredje akt er der bryllup med fest, dans og balloner. De ensklædte tjenestefolk med tøj i rokokostil, fester side om side med de fine, der skiller sig ud i deres sprudlende beklædninger. Grevens skinnende kostume glitrer, som guldfarven der dækker loftet i publikumssalen, mens Grevinden svømmer rundt i en stor lilla kjole. Selvom Figaro og Susanna nu er blevet gift, kan Greven ikke modstå fristelsen til at forsøge at forføre Susanna bare lige én sidste gang – men hov, hun har faktisk byttet tøj med Grevinden. Ubevidst flirter han altså med sin egen kone. Skørt. 

Mægtige Mozart

Mozart er gennem tiden nærmest blevet et synonym med klassisk musik. Beder man en, der ikke er så kendt i genren, om at nævne en komponist, er det ofte hans navn, der springer frem. Egentlig ret sejt at have opnået en så fremtrædende status. Det betyder også, at hvis hans navn står på plakaten, kan man næsten være sikker på et godt billetsalg – og der var da heller ikke mange ledige sæder til premieren i København. Denne gang var det også det hele værd. 

Opsætningen

Det overordnede, dygtige og unge cast gav liv til den ret statiske scenografi. Både gennem deres flotte stemmer, som passede godt til deres respektive roller samt deres skuespil. Faktisk skete der ikke én ændring i scenografien under den to og en halv times lange opera – det skulle lige være med undtagelse af den dør, som den halvnøgne Greve flækker med en økse eller den plante, der bliver skæbt ind i fjerde akt. Den store trappe, placeret midt på gulvet, gemmer på forskellige elementer, såsom skjulte døre og skabe, hvilket opsætningen livligt gør brug af. På visse steder kan den store åbne scene dog godt blive lidt af en kamp at synge op imod, men man når faktisk næsten ikke at blive træt af at kigge på trappen.

Det kan måske også skyldes de mange humoristiske elementer. Latter fyldte salen op til flere gange, og der sad faktisk en person et par rækker længere fremme for mig, der indimellem grinede så højlydt, at jeg overvejede, om hun mon var blevet ansat til det – bare for at sikre, at der ville være latter i luften. Men nej, det var nok bare en, der fandt de forskellige indspark uhyrligt morsomme. Og hun var bestemt ikke alene om det. 

Det var både de klassiske platte jokes, som at gribe et par grene og forsøge at skjule sig som et træ eller karakterer iført alt for høje parykker. Der var sågar en agurk med på scenen! Lægen, Bartolo, snubler også over et trin på trappen og propper fluks munden fuld med piller, så man får et indtryk af, at han måske kun er læge for at få sig lidt ekstra drugs. Men da han falder over samme trin igen, falder både han og joken lidt til jorden.

Kostumerne minder om noget fra 1700-tallet, lige bortset fra Converse-skoene, de alle render rundt med. Og med en motorsav i spil er vi bestemt ikke blevet transporteret helt tilbage i tiden.

Men selvom Figaros Bryllup som sådan er en opera buffa – altså en komisk opera – er det jo egentlig en ret seriøs og tragisk handling. Hvis man tænker over det, er det ikke ligefrem en hopla-historie. Utroskab, forsvundet barn og magtspil er ikke ligefrem emner, der får en til at le. Det glemmer Anne Barslev heller ikke; i den sidste scene, hvor de andre hopper og danser, ser man i skarp kontrast en højgravid tjenestepige liggende på det laveste plateau, tilsyneladende knækket og overvældet med tårer i øjnene. Mon det er resultatet af en af Grevens natteudflugter?

Mozart og da Ponte fik ramt lidt af hvert med deres værk, og opsætningen på Holmen viser, hvorfor den ligger så godt hos mange. Tragedie eller ej, så var det en flot og underholdende aften i operaen.

Medvirkende:

Instruktør: Anne Barslev

Scenograf: Rikke Juellund

Kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen

Lysdesigner: Ellen Ruge

Koreograf: Sara Ekman

Korsyngemester: Steven Moore

Figaro: Henning von Schulman

Susanna: Sofie Elkjær Jensen

Grev Almaviva: Theodore Platt

Grevinden: Sofie Elkjær Jensen

Cherubino: Nina van Essen

Marcellina: Cecilia Lund Tomter

Basilio/Don Curzio: Fredrik Bjellsäter

Antonio: Antti Mähönen

Barbarina: Annika Beinnes

Bartolo: Morten Staugaard

Fun Fact: 

Mozart var en af de første til at give kvinderne i sine operaer en stemme, i stedet for blot at lade dem agere som papfigurer, hvilket de ellers havde gjort førhen.