Bayreuth. En af de få steder, hvor folk med glæde betaler for at sidde i en glohed sal på klapstole af træ og lige en tand for tæt på sidemanden. Men ingen klager herfra. Det er det hele værd!

Kun få uger om året har det store røde operahus dørene åbne. Her strømmer folk til fra hele verden for at lytte til Wagners store klange. I år er ingen undtagelse. Jeg fik selv kun lige med nød og næppe en billet til denne sæsonens nye opsætning af Richard Wagners ultimative kærlighedsdrama, Tristan og Isolde.

Søvn. Min formodede største konkurrent. Nok mest fordi det ikke er mere end to dage siden, at jeg kom hjem fra Thailand, så jeg var spændt på, om jetlagget mon ville hoppe ind på scenen. Jeg må indrømme, at der tidligere har været øjeblikke, hvor mine øjenlåg har hvilet lidt for længe under denne opera – selvom den står højt på min liste. Heldigvis blev dette ikke en realitet!

Operaen starter i mørke. Wagner ønskede ikke aktivitet på scenen under forspillet. Dirigenten ses ikke under den overdækkede orkestergrav, så det vides ikke præcist, hvornår den første tone vil snige sig op mellem brædderne og langsomt diffundere ud til publikum. Allerede efter den ikoniske Tristan-akkord holder den russiskfødte dirigent, Semyon Bychkov, måske det længste ophold i operahistorien – eller i hvert fald det længste jeg har oplevet. Heldigvis er det en pause fyldt med intens spænding, et virkemiddel, som Bychkov mesterligt anvender gennem hele dramaet.

Da tæpper går op, ser vi et stort hvidt stof med en mystisk klump i midten af gulvet. Langsomt går det op for mig, at klumpen er Isolde, der ligger og skriver på sin kjole. Bag hende ligger der ødelagte brædder, som åbner for et hul i gulvet. Hvor befinder vi os mon? Dette bliver først helt klart til aktens sidste toner, hvor et vrag af et skib langsomt dukker op bag kulisserne. Dog ligner det ikke et skib, der vil kunne holde sig oven vande særlig længe.

Elsker Tristan og Isolde så hinanden? Den evige diskussion, om hvorvidt kærlighedsdrikken egentlig spiller en rolle. Det gør den i hvert fald ikke i den islandske instruktør, Thorleifur Örn Arnarssons opsætning. De drikker den faktisk slet ikke! I stedet lader de langsomt deres kærlighed komme til udtryk. Mod slutningen af akten løfter de forelskede den måske 7 meter brede kjole op, som blandt andet afslører navnet Tantris – et navn vi jo kender fra forhistorien. Herefter forsvinder de ned gennem hullet i gulvet. Så altså heller ingen drama, om hvorvidt de nu vil blive opdaget af Kong Marke.

2. akt. Kendt for sin ofte 35 minutter lange duet mellem Tristan og Isolde. I Bayreuth varer den hele 40 min. Mange produktioner benytter sig af en såkaldt “Tag Nacht Sprung,” hvor natten forkortes ved at skære visse passager ned. Men i Bayreuth får man det hele med. Herligt! Dog er det ikke ren kærlighed. Isolde giver faktisk Tristan en lussing, før de omfavner hinanden, kun for at blive afbrudt af Kurwenals: “Rette dich, Tristan!” med Melot lige i hælene. Manden som i de fleste opsætninger bærer sværdet, der går ind i Tristans bryst. Men ikke denne gang. Drikken fra første akt kommer frem igen, og denne gang drikker Tristan den og rækker den videre til Isolde. Men før hun når at få en dråbe, slår Melot den ud af hendes hænder! Tristan falder om. Drikken var en dødsdrik og ikke den ellers ofte brugte kærlighedsdrik. Er Melot så slet ikke skurken? Kæmpe drama!

Både 2. og 3. akt finder sted på det rustne skib, der blev introduceret i 1 akt. Skibet er præget af store huller i metallet og er fyldt med en masse forskellige genstande – fra skæve malerier til hvide statuer og halve søjler. Jeg har ladet mig fortælle, at opsætningens koncept drejer sig om levn fra fortiden, både i den fysiske fremstilling og de psykiske aspekter, hvilket kommer ret godt til udtryk i scenografien. Scenen giver konnotationer til “Fornødenhedsrummet” fra Harry Potter, som også i de sidste film er fyldt med alt muligt gejl.

Titelrollerne synges af Camilla Nylund og Andreas Schager. Sidste år i Bayreuth hørte jeg Schager synge både Siegmund og Parsifal. Han er godt vant til at optræde her. Det viser sig dog at være en større udfordring for Nylund at matche hans kraftfulde stemme, trods der generelt er en bedre balance mellem sangerne og orkesteret i Bayreuth på grund af den overdækkede orkestergrav. De loyale Brangäne og Kurwenal synges af Christa Mayer og Olafur Sigurdarson, der begge fylder deres roller utrolig godt og selvsikkert ud.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde set mest frem til slutningen af 2. akt, hvor kong Marke træder ind på scenen. Günther Griossböck, som jeg har haft en del i ørene denne sommer, blandt andet på grund af hans nye indspilning af Dichterliebe-lieder (som jeg i øvrigt varmt kan anbefale), skuffede ikke. Hans bløde, varme stemme fyldte rummet på fortryllende vis.

Til sidst må jeg nævne dem, der fylder mest i rummet – nemlig orkesteret, som leverede musik i topklasse. Jeg kan næsten ikke sætte en finger på den høje kvalitet, der gik hånd i hånd med Bychkov kreative input til musikken. Der var lidt blandede følelser fra publikum, da han gik på scenen. Bayreuth har et publikum, der uden tvivl ved, hvad de vil have. 

Jeg håber altid på at få en ny oplevelse af et værk, når jeg hører det live. Nogle elementer jeg måske ikke havde tænkt på før. Denne gang blev min rygsæk lidt større!

Medvirkende:

Iscenesættelse: Thorleifur Örn Arnarsson

Tristan: Andreas Schager

Isolde: Camilla Nylund

Kurwenal: Olafur Sigurdarson

Brangäne: Christa Mayer